Månedens dagbog:

Tirsdag 1/8: Kører videre til vi når byen Senj, her finder vi lille aflang campingplads langs vandet 2oo m fra byens centrum - det er næsten uhørt, pladsen ligner nærmest en campereovernatningsplads, der er pladser enten langs vandsiden eller langs klippesiden, der lægger vi os så Luca kan lufte sig uden problemer. Vi går bytur og handler gummi badesko, da stranden er sten og klipper og så er det ud og blande sig med de store akvariefisk. Efter pandekageguf går vi atter bytur - byen summer af liv og butikkerne har åbent til 22.00. I byen er et lille Tivoli og så får børnene styret deres lyst. Sent og på vej tilbage lyner det over vandet og vi beslutter at rulle markisen ind og pakke bord/stole ind - gudske lov, for næppe gjort før et sandt uvejr bryder løs og havet bruser ind over de yderstliggende vogne - himmel og hav står ud i et.

Onsdag 2/8: Ja og til morgen regner det stadig og nogle af de omkringliggende må i gang med et større tørrearbejde - vi der havde regnet med en stranddag fortsætter ufortrødent rejsen ind i  bjerglandet til vi når byen Korenica - ca. 20 km fra en stor naturpark Plitvice Jezera som er et naturskønt område med søer i flere niveauer og vandfald, hvoraf det største er 78 m. Nå men tilbage i byen, hvor vi installeres bag bistro Marina - et hyggeligt spisested, hvor autocamper gratis kan overnatte på p-pladsen. Det er sk.... koldt her i 750 m højde, skyerne hænger lavt, og vi må finde - OVERTØJ - frem fra gemmerne, vi har ikke ligget her længe inden p-pladsen er fyldt til randen. Her er en livlig trafik og med kirken som nabo også en livlig bimlen!!!

Torsdag 3/8: Varmt tøj på og af sted til naturparken - imponerende - vandet i søerne er grønne/azurblå som fra de smukkeste laguner og rundt langs klipperne udspringer vandfald - der er stier rundt langs klippekanten og ned langs søer og over/under vandfaldene - det kan varmt anbefales og en hel dag bruges nemt. Turen rundt udgør ca. 18 km - tillige er der små turbåde på en af søerne, så man slipper at gå een af vejene. Ude på en af afsatserne vil Jan gerne fotografere og foran står et par, som også ønsker at forevige naturen på billede - det er jo ikke så nemt at komme til siger Jan til Nicolai og manden vender sig og siger på dansk - og med et smil, "ja ja man skal jo passe lidt på herude, udenfor så vi en autocamper på tyske plader, men med dansk flag og Harry siddende i vinduet" "Ja siger Jan og griner selvfølgelig med - det er os". Trætte af den lange vandring kører vi tilbage til p-pladsen bag bistroen, Hvor vi ringer hjem til farmor og bryder ud i fødselsdagssang - Tillykke Tillykke -  og hvor vi glæder og til aftensmaden, helstegt pattegris som "farfar" har  siddet ved den store udendørsgrill og tilberedt over ilden - GUDESPISE, når der er langt hjem til flæskesteg. Aftenskaffen bliver erstattet af en kold .. i bistroen for endnu et tordenvejr overdøver både kirkeklokker og de store last biler som ruller gennem byen. Man sover også bedre på .. end på kaffe.

Fredag 4/8: Hvor tidligt er det nu kirkeklokkerne ringer??? nå vi er meget tidligt oppe og da vejret ser mere gråt ud end blåt og Jakken må på for at hente morgenbrød - smutter vi ud i verden for at finde et godt sted at indtage morgenmaden og i håb om at se et eller andet vilddyr - men de har det med at gemme sig og det bliver ved den bæverlignende der lå på vejen  og havde været levende et par timer forinden!! Vor bekymring om landet er absolut gjort til skamme - man møder kun hjælpsomme og meget venlige mennesker - det er også et land der bærer præg af stram økonomi - fattigdom - og øjensynlig lidelser fra krigen nogle år tilbage. Skudhuller i mange mange huse, ruiner og eller nedbrændte huse - skilte med advarsel om minefelter - mindesmærker med mange navne eller billeder af unge - sirligt pyntet med blomster fortæller om de forfærdelige ting her har foregået, og man kan ikke undgå at blive påvirket af det - vi får en god lang snak med børnene om det vi ser.  

Vi kører til Split - en stor havneby med en gammel bykerne der oprindeligt var et palads, og også en ny moderne travl storby. Vi kører ud af byen, langs kysten, og stopper ved en p-plads, hvor et par andre campere også slutter sig til. Her nyder vi kaffen og aftensmaden indtil en venlig dame kommer og fortæller at man ikke må overnatte og bliver smidt væk af politiet efter kl. 22.00 NÅ der røg den fornøjelse og i tusmørket må vi hurtigt finde en campingplads og ender da også på rejsens mindste campingplads; 5 telte, en campingvogn og så os - så var der fyldt op!! ejeren sagde god for os selv om vi nok fyldte lidt rigelig.

5/8: Slapper vi af.

Næste morgen vækkes vi lidt over 7.00 af unge slovener som er ret irriteret over vor tilstedeværelse, og de parkerer lige foran os og slår teltet op så tæt som var det et fortelt, vi morer os lidt, vi skal alligevel kører, så vi giver os god tid til bad og få pakket sammen og kører tilbage til Split for at se lidt nærmere på Paladset og dets indhold. Murene er der og Kirken hvor folk er stimlet sammen ved middagsmessen. Imens giver vi 5 euro pr. person for at komme ned og se krypten, hvor der faktisk ingenting er foruden en brønd med vand og et lille alter??? det kommer der ud af at være nysgerrig. Men under paladset er et helt marked med souvenirer og kunsthåndværk og udenfor er der fyldt med markedsboder samt stort frugt/grønt marked så her er masser af liv selv om det er søndag. Hele historien ligger ned til havnen, hvor et utal af færger og krydstogtskibe ligger til kaj og det vrimler med rejselystne mennesker og skibenes besætninger i uniformer. Vi nøjes med at sidde på kajen og nyde isen og udsigten.

7/8: SKOLEDAG - Nåååååå

9/8: Julie nægter at bade sammen med "bænkebider og alt muligt kryb" vi er nu nået halvøen Peljesac, hvor vi har fundet en campingplads nede i en vig med bjerge til tre sider og vandet den sidste - og nogen af os har lidt svært ved at gøre morgentoilette inden turen går til byen Ston. Her ligger byen gemt bag en mur som fortsætter op ad bjergskråningen og her kan man så gå op ad uendelig mange trapper og nyde udsigten - og den er da flot - i byen er der allerede meget liv og igen desværre kan man fristes til at sige - bærer den også her præg af de mange turister.

Kører til Dubrovnik for at se endnu en stor borg, men opgiver efter at have kørt i kø i meget lang tid og ledt efter p-plads til vor "lille" vogn ligeså lang tid - så dagen ender i Montenegro på en lille beskeden campingplads - der er dog 220 w, hvor vi vækker en smule opsigt, men meget søde mennesker tager imod og hjælper os til rette. Pladsen er en lang smal græstange med en noget befærdet vej og vandet på den anden side, men vi beroliger os selv med at det kun er for en enkelt nat at store tunge lastbiler drøner så tæt forbi, med et par buskes mellemrum. De er nu søde og flinke og om morgenen efter at både frugt og brødbilen har været forbi og campingsmutter er blevet klar fortæller de på rimelig god tysk at fatter har været oppe og arbejde ved Slesvig i nogle ferier for mange mange år siden og han fortæller også at han nok synes vi skal passerer Albanien på een dag og ikke overnatte og vel ude på vejen igen ringer vi hjem både til udenrigsministeriet og familie for at få lidt flere oplysninger, men der er ikke mange at hente på internet siden - der står kun lidt om dårlige veje i nord/østlige del og så ikke andet intet godt intet negativt, nå men vi kan se på det og ellers vender vi da om.

Vi kører tæt på grænsen nærmere Ulcinj, hvor vi finder camping Valdanos. Under søgen efter plads mellem træer og på smalle hylder, kører vi uforvaren ind i en højtliggende vandledning som et hold turister, i øvrigt i en camper som vores, har forbundet mellem sig og toiletbygningen højere oppe ad skråningen - jeg hopper ud for at se om vi kan bakke, og Jan er imens hoppet ud for at sige noget til den tætte dame, hvis slange er blevet forulempet, men det når han slet ikke før hun farer hen og skubber til han imens hun råber noget som vi heldigvis ikke forstår, men det ser ikke ud til at være pænt - jeg står helt paf og damen løber ind efter mobil og igen med truende adfærd kommer noget med politi imellem. Jeg begynder at synes det er lidt komisk og kan næsten ikke lade vær med at grine, vi har hevet lidt i slangen og da Jan bakker er vi fri - damen skælder stadig ud og jeg stikker blot hovedet ud og råber GUTE FERIE. Vi overnatter ude på p-pladsen fri af pladsens skærmydsler og betaler 5 euro for dette - alarmen i uret sættes til kl. 5.30 vi har en lang dag for os i morgen. 

Fredag den 11/8: 1. dag i Albanien. Kører ad snoede små veje - i ringe stand til Grænsen. Ved ankomst til grænsen skal den 1. tolder se pas og papir på bilen. Dernæst køres til næste post, den albanske, hvor vi skal vise pas og bilpapir, pas stemples, først til den ene - så til en anden. Slutlig efter at have modtaget et gennemkørsels dokument, beder tolderen med noget flakkende blik om 10 euro pr. person, dog ikke for børnene. Ja, vi betaler for ikke at få bilen endevendt. Hele dette scenarium tager ca. 1 time hvorefter vi kører ind i Albanien. 

Vi kommer ud af en cykelstibred vej (ca. 12 km.) hvor vi møder rutebilen !!   Jeg må hoppe ud og løbe foran mens Jan bakker 2-300 meter hvor der findes 40 cm. hjulspor til hver side. Bussen kører til klippesiden, hvor Jan holder til yderrabatten hvor et pigtrådshegn snoer sig mellem buskene. Der køres 2-3-4 cm. ad gangen og det er så tæt, at et vip over en sten ville koste en skramme. Vi slipper ud af dette uden skrammer - for så at erfare, at vejen slutter, RETUR-

Vi kører gennem diverse byer hvor folk - geder - kører - æsler går på gaderne i et virvar - tilslørede eller fuldt indpakket ældre damer (ca. 50 år tilbage i tid og sted) trækker zinkbaljer i reb fyldt med vasketøj efter sig - mænd/koner kører i vogn trukket af æsel eller  heste- nogle står i vejkanten med friskmalket mælk og sælger det i dunke. Vi skal over en gammel træbro 2-300 meter lang og af upålidelig karakter. Der er kun eet spor, og ude midt på broen, langs et rustent gelænder, står en betjent med et skilt og fløjter på livet løs.

I byen Fire, en rimelig stor by er vejen på en strækning af ca. 1 km. så hullet og ujævn at det ikke kan beskrives med ord, - og vi hænger da også fast i et gigantisk hul. Store lastbiler og andre dytter og der "hænger vi", indtil en hvid kassevogn bakker til og chaufføren en ung mand finder et træktov og så trækkes vi fri. Jan vil betale for hjælpen, men "hjælperen" nægter at modtage noget. Pyhhh 

Nå, vi bander noget over forholdene og er i tvivl om videre færd. Herefter er vejene meget dårlige et enkelt sted kører vi 5-10 km i en hastighed på ca. 85 km/h. som det eneste, ellers foregår tempoet i 30-50 km/h. Her er enormt med politi - razzia, dog uden det går ud over os. 

I byen Vlore kører vi ned langs kysten, hvor vejen kører under en tunnel i klippen uden højdemål og af ubestemmeligt udseende, der holder vi så, og bakke kan vi ikke - der holder 4 dyttende biler. Een står morsomt og genner os videre og da vi ryster på hovedet - fortæller han at bussen kører der også. Når men vi lister under og kommer hele ud på den anden side.

Nu kan det næsten ikke blive værre der kan vel ikke ske mere, vi har tilbagelagt 2/3 af strækningen gennem Albanien og har efter vores udregninger kun 170 km. tilbage til den græske grænse. Men videre det går og inden længe har vi enorme bjerge foran os. - det synes vores vejkort ikke at sige - nå - vi fortsætter ufortrøden mod grænsen indtil det efter nogen stigning går meget stejlt op. Vi holder ind og spørger en venlig dame - jo, det er vejen. MEN de næste 100 km. kan ikke fortælles - oppe i 1100 meters højde gør vi holdt - stigninger på 10  - 18% og en ubeskrivelig udsigt gør, at nu aner vi uråd. En hurtig kommunikation rude til rude med en anden autocamper fortæller, at det snart går nedad !!! jo tak, på landevej uden rækværk går det nedad for så igen at gå op, og pludselig ophører de pæne veje udenfor en by og gader smallere end noget andet - ikke asfalteret, nej ufremkommelige hullede - vanddrivende gader med 20-25% bakker. Ganske grædefærdige sidder vi 100% fastlåst - retur helvede - fremad uvidne - vi kan ikke returnerer. Et sted i en by vi ikke husker navnet på, deler vejen sig og vi må ind og spørge i en lille butik der vist skal minde om en købmand - en meget venlig ældre herre svarer og er i øvrigt meget interesseret i hvor vi kommer fra. Til Albanernes forsvar skal siges at dem vi har mødt virker venlige og imødekommende, specielt den ældre generation synes at være interesseret i at snakke eller hilse på os ( havde de dog bare advaret os om at fortsætte). Vi kæmper os videre og INTET kan beskrives - vi trykker hornet i bund ved hvert hårnålesving ude på skrænterne i håb om at evt. modkørende har en lille vigeplads at holde ind på. Vi er så chokeret at vi ind imellem intet siger og glemmer at fotograferer. Vi gennemskuer hurtigt at grænsen ikke nås i sollys og beslutter at holde ind på en lille plads bag en tankstation, på vej ned til en by, hvor vi overnatter. Rolig eller ej !!!

I nattens mørke løber følelserne af med os, vi knuger hinanden og lover, at hvis vi slipper fra morgendagen i live gør vi det aldrig mere !!!

Jan der er utroligt presset som chauffør får ikke lukket et øje, mens jeg får lidt afbrudt søvn. I nattens løb kommer en del ind på tanken, de dytter i hornet for at vække tankpasseren der lå udenfor og sov på en briks. Bag tanken går tillige en "vej" ned til kysten, hvor der efter musik og trafik at dømme er diskotek.

Lørdag 12/8: Vækkeuret ringer kl. 06.00 og frygten er nu, er det/har det været regnvejr ?  det vil gøre kørslen farligere, fedtet veje, og hvis der er grusvej !!   eller der er løse sten på de stejle veje - hele repertoiret gået igennem, starter vi op. Tunge ting frem i bilen, og børnene vækkes og lægges i sofagruppen bag os, og med nerverne udenpå, truer endnu en dag, hvor der ca. er 100 km. kørsel til GRÆKENLAND.

Det går langsomt, men fremad - møder alligevel trods tidspunktet en del trafik bl.a. flere busser, geddeflokke, æsler og køer der gennes over "vejen" - men efter lidt over 3 timer er vi ved grænsen, som viser sig ligeså kaotisk som resten af landet. 

Biler holder i flere uvilkårlige rækker og alle skal ud og stå i kø for at vise pas ( der er 2 luger åbne). Bilerne forlades og alle der har snydt over eller på anden måde kommer først, trækker ud af køen og holder så og spærre længere fremme hvor endnu en tolder ønsker at se hvad bagagerummet gemmer. Hos os er det dog kun Jan der forlader bilen og stiller sig afventende mens en arrig tolder noget ukontrolleret farer rundt og råber og skriger, imens han genner rundt på folk der har stillet sig i kø. Passager fra flere busser "jager" tillige ind i køen - Jan står stadig roligt og ser til, for ham er der ingen der skal herse med!! og pludselig vises han over vejen til endnu et kontor. Tolderen her har god tid og ekspederer 4 andre imens han er i gang med at stemple vore 4 pas, da nr. 5 kommer og rækker sine pas frem bag ryggen af Jan siger han på meget bestemt dansk STOP - og denne trækker så passene til sig!!!

Nå vi kører så frem til den græske grænse, efter en bus nær havde flået siden på os - han havde jo fået sine pas og havde ikke i sinde at vente!!! Her venter vi så igen - frem og vise pas og en nydelig kvindelig tolder beder om alle mulige og umulige papir på bilen - og hun fatter da ikke sammenhængen, mellem hvor bilen er købt, hvem er dens ejer - selv om jeg forklarer at det er jeg - og hvor det tyske forsikringsfirma giver os tilladelse til at VÆRE EJER!!!!!! Nu bliver jeg vred - og får i løbet af kort tid fortalt at nu har vi været i så og så mange lande uden problemer, hvad er så problemet her????? - hun ser ligeså vred ud og truer med at beholde pas og papir til det hun beder om er i orden????? - Men så træder en ældre herre ud af den blå luft - og forklarer tolderen hint og hist og uden et ord får vi vore ting og så af sted - chokeret og lettet - JUBIII Grækenland venter........

I en halv times tid er vi alle helt euforiske - holder ind ved første mulighed og køber is - men, da kommer reaktionen på de sidste halvanden døgns hændelser, børnene klager over dårlig mave og vi sidder med hovedpine som for mit vedkommende ender ud i et migræneanfald og må gå i seng inden nattens ophold er fundet - på dette tidspunkt er vi nået til Lefkas. På en sandtange holder en del campere og også en betjent - Jan forespørger om tilladelse til en enkelt overnatning OG DET FÅR VI- og med fruen underdrejet i øverste køje - tilbereder far så en dejlig gryde tomatsuppe som p.t. er familien Simonsens hofret.

Søndag den 13/8: I aftes da vi gik til ro lå vi helt alene og nu da vi letter på gardinerne ligger 5 andre campere samt en del personbiler rundt om os - de er kommet i nattens løb!!! Jeg tager bad i bilen, mens de andre vil vente til vi når campingplads. Så går turen rundt på øens pladser, hvor vi må konstatere at de ikke er beregnet til biler som vores - hver gang vi passere en ny daler humøret og Nicolai der jo har fødselsdagen i morgen, frygter at vi ingen plads får - og begynder frustreret at skælde ud - den 8. og sidst af dem vi har på kortet lykkedes det at få den sidste ledige plads. JUBEL - BAD - SIESTA.

Mandag 14/8: I DAG ER DET NICOLAI´S FØDSELSDAG - HURRA HURRA HURRA, vi synger morgensang og har dækket op med fint bord - lys, danske flag i massevis, og gaver - det bliver en dejlig dag og i aften skal vi på restaurant - 4 græske børn står nysgerrigt i baggrunden og ser til - vi byder dem hen, men Luca´s tilstedeværelse holder dem på afstand. I baggrunden spilles opera - i høje oktaver, klokken er 7.20 - men solen skinner og det er skønt at være i civiliseret omgivelser. 

Tirsdag 15/8: Lektier

Onsdag 16/8: Vi går til vandet og hygger 4-5 timer, og far som i Albanien kom til at love os ud og spise når trængslerne var overstået - stilles for "ord er lov" og vi går de få hundrede meter hen til en af byens hyggelige restauranter og spiser dejlig græsk mad - og byens butikker har åbent så længe der er mennesker - ofte til over 24.00 så det nyder vi.

Torsdag 17/8: Lektier - og varmen der snart når langt over svedegrænsen trykker. Ud på dagen kommer en familie til pladsen, hvor fruen viser sig at være dansk - og oven i købet fra Køge og det kommer der en lang snak ud af. Hun er græsk gift og bosat på 12. år og kan fortælle lidt om livet hernede, for så til gengæld gerne at vide lidt om det derhjemme. Igen i dag går vi bytur - Nicolai har forelsket sig i et par træskibe, som nok huler lidt i Nicolai`s kassebeholdning. Mens vi nyder kaffe på en cafe, går børnene hen for at købe grillet majskolber - men de viser sig at være ganske uspiselige - hårde som sten. Manden - en ældre herre - som sidder ved grillen er mere sort på hænderne end skorstensfejeren, og smilet viser kun ganske få "tænder" - vi smiler igen men nænner ikke at sige noget om andre majs - Julies majs, som hun har forsøgt at sætte tænderne i - lægges tilbage på grillen, og da vi går videre synes Nicolai noget fortørnet over at vi ikke bad om pengene tilbage - det kunne vi ikke få os selv til!!!!!

Fredag 18/8: Inden vi forlader pladsen, får vi lige en lille snak på et par timer med udenlandsdanskeren, og hendes mand, som gerne vil give et par råd og forslag om seværdigheder, hvorefter vi stikker mod Lefkas by - for at tage denne under nærmere eftersyn. Vi bader og ser på surfer, der med deres kulørte skærme udgør et flot syn på himlen ( der var ca. en 100 stk.) og efter aftenbyturen kører vi ud på sandtangen og går til ro.

Her i Grækenland starter børn i 1 klasse når de er 5 år. Der er 6 grundskoleår - og derefter overbygning. I udgangen af 7. klasse skal børnene igennem alene 13 skriftlige eksamener! og skolen er betydelig mere hård end i Danmark - til gengæld har de 3 mdr. sommerferie fra 11/6 - 11/9.

Skal man ud og låne til hus og grund - skal man have til halvdelen selv, hvilket gør at det i sig selv kan være umuligt, og mange huse står også halvfærdige, kun murene og taget. Vinduer og døre mangler eller een etage er brugbar, resten står halvfærdigt. Man har den indstilling at der snydes for penge til det offentlige hvor man kan - ikke med dårlig samvittighed, nej mere som en ret.

Mændene bor hjemme til de bliver gift - og de er vant til at blive opvartet og nusset, og de betragter det som et udtryk for kærlighed at det fortsætter konen ( den nye mor ) også med - så piger tænk jer om inden i falder for det mystiske mørke ydre -.

Lørdag 19/8: Kører fra Lefkas ned mod syd - over en stor flot betalingsbro - ved Antirrio og ender i byen Killini, hvor færgerne sejler til Kefallonia og andre øer. Her lægger vi os ned til kysten, hvor der også er god sandstrand - hurtigt kommer flere til - i øvrigt italienere, som for en gang skyld er ganske snaksalige - også et hold unge grækere med et lille telt søger lidt beskyttelse og slår lejr tæt ved os. Det er meget varmt og vi sover ikke - da vi ikke her har 220 w og derfor ingen aircondition - så i løbet af natten bliver det for meget og vi må ud og sove i det fri.

De sigøjner som om aftenen havde gjort holdt overfor os - vender tilbage søndag middag, og de øvrige tilstedeværende viser øjensynlig bekymring og lettere irritation. De generer os ikke udover at synes vores indtagelse af aftenmåltid er ret interessant - men aftaler at hvis de vender tilbage i morgen, så kører vi - de bliver nu hele natten, hvilket gør at vi nu ikke har lyst til at sove udendørs - pyhhhhh og i de tidlige morgentimer forlader vi stedet.

Det er nu mandag og efter nogle timers kørsel på fine veje ophører disse med ét - uden at sætte skilte op hvor de to små veje der løber i hver sin retning nu går hen???? vi valgte så den forkerte og ender i Tripoli - hvorfra vi kører ud mod kysten til Kallamaki, hvor vi bader. Kører rundt langs kysten til Nafplio, hvor vi spiser aftensmad og her møder et hold tyskere som vi taler med - de fortæller at de kører til den modsatte side af bjerget, hvor der ligger en stor dejlig plads til at overnatte!!! - det prøver vi af med det samme, klokken er mange og både børnene og vi er trætte. Her finder vi en stor skøn badestrand med tynd skovbevoksning langs p-pladsen - her finder vi en fin plads sammen med andre som også har slået lejr for natten. Overfor ligger et hold grækere som kommer og spørger til os da vi nyder aftenskaffen ( sammen med et utal myg og hveps ), meget hyggeligt og betryggende synes vi - de har lige tændt op i grillen da de får gæster og vi der er noget klatøjet har så fornøjelsen af græsk musik i forskellige tonelejer indtil det bliver for meget midt på natten og vi må som det sidste hold flytte os.

Tirsdag 22/8: Jeg er morgengnaven - indrømmet - temperaturen sniger sig op på over 40 så der er ikke andet for end at vi må ud i det våde element - andet duer ikke. Det er så varmt at selv det varme brød der hentes hos bageren om morgenen, stadig er lunt om aftenen!!!! Da vi er kølet lidt ned pakker vi frugterne og kører til Epidavros, på østkysten. En lille smuk havneby, hvor alt er skruet ned på lavblus da vi ankommer. En skyggeplads under et træ holder vi ind og mens vi sidder på en bænk og beundre de flotte en og flermastet sejlbåde, langs kajen - kommer 4 danskere slentrende og udbryder " nejj se der sidder det danske flag i forruden " og det kommer der en god snak ud af. Her er hyggeligt og ved 21.00 tiden vågner byen op og her summer af liv - vi tager del i aften livet for senere at trække os lidt tilbage - finder en lille plads helt ned til vandet lidt væk fra bymidten. Taler med børnene derhjemme - savner dem forfærdeligt - hjemve tjaaa.....Bag os ligger nogle boldbaner og en legeplads - og i nattens løb kommer forældre med børn og leger og der spilles bold ???? det må være svar på de næsten uddøde byer i dagtimerne.

Onsdag 23/8: Mens de morgenfriske af byens ældre generation lister forbi os og hilser, hælder vi morgenkaffen ned i håb om at lidt energi melder sig. Næppe frisk diskuteres lidt om mangel på aircondition om natten og dyre indholdsløse campingpladser for/imod og hvordan og på hvilken måde kommer vi overhovedet hjem fra denne del af verden UDEN om Albanien og uden at sejle i 15 - 20 timer - tænk at have så mange små problemer når dem derhjemme bare må på arbejde og klare større problemer!!!!!  Kører til Rio - tilbage ved betalingsbroen, hvor vi bader og sidder og ser på den livlige færgetrafik - mest lastbiler som nægter at betale prisen over broen. Her overnatter vi - velvidende om støj fra færgetrafik samt fra nærliggende restauranter.

Torsdag 24/8: Et forfriskende morgenbad og vi er klar igen - til byen Itea, hvor 2 piger finder Julie interessant og der bliver spurgt med halvt engelsk og tegnsprog - denne by er som mange andre også en dejlig by med en lystbådehavn. Her er en lang p-plads med grønne områder langs havnekajen og her parkerer vi i et hjørne - uden gene for nogen. Alligevel synes byens unge at finde interesse i at ræse rundt om os og 2 øvrige campere på knallerter og crossemaskiner midt om natten. 

Fredag 25/8: Frisk morgenbrød på havnekajen, hvor alt nu ånder fred og ro, og vi bliver enige om at vi må se Athen - der er ca. 200 km så det er overskueligt. Den campingpl. i Athen vi har udset er optaget så vi ender i byen Rafina ca. 25 km øst for Athen på en lille terrasse lagt campingplads, det er sent og vi finder pladsens og i øvrigt omegnens eneste restaurant, hvor familien spiser - mens jeg er blevet utilpas og må ned i seng.

Lørdag 26/8: JUBIII 220 w - dejlig kølig nat og dejlig koldt vand i køleskabet. Selv smørret er ikke flydende!!!!! Vi har alle sovet roligt og tiltrængt og nu står dagen på tøjvask. Både børn og hunden nyder det og her hersker en dejlig ro.¨

Søndag 27/8: slappe - oprydning - rengøringsdag, vi nyder bare at være i  skyggen. Priserne her er fuldt på højde med dem derhjemme. Eks 3 bk. pomfrit 10, euro - 4 is med 2 kugler 10,25 euro.

Mandag 28/8: I dag har vi besluttet at besøge Acropolis, og efter et morgenflip over trængsel og pladsmangel kører vi mod Athens centrum, vel vidnende at dagen id  er den dag hvor de fleste grækeres ferie er slut. Men det går ganske gnidningsløst og der er god skiltning. Vi må ikke parkere på p-pladsen ved hovedindgangen, men finder så en gade ganske nær. hvor vi parkerer. Det er et ganske flot syn helt oppe fra - mellem søjler og enorme figurer og tanken om at det er så mange år siden de er skabt her af menneske hænder fra en helt anden tidsalder - imponerende. Vi køber billetter, (børnene er gratis) som afleveres ved hver indgang, da monumenterne er fordelt på flere steder. Alt i alt en god oplevelse som kan anbefales. Vi er trætte og kører retur til campingpladsen

Tirsdag 29/8: Kører i IKEA, det virker helt hjemligt - spiser middagsmad som ligner lidt en dansk menu, om end det ikke smager helt sådan, men udmærket. Herefter starter tilbage togtet mod Italien. Det er nu endeligt besluttet at sejle, da vi har talt med et hold Græsk/svensker bosiddende i Sverige - de fortæller at vejene gennem Bulgarien og videre op ikke er gode - så det satte den sidste tvivl på plads. Det bliver en lang tur, kører nedenom Patra og ender dagen sent på Lefkas, hvor vi kender et roligt sted bag broen, hvor vi overnatter.

Onsdag 30/8: Lefkas er dejlig, så vi snupper en bytur inden kursen sættes mod Igoumenitsa. Vi kører helt til havnen for at orientere os om hvordan og hvilken færge (der er mange forskellige selskaber) vi kan komme med, så vi i morgen ikke skal bruge tid på det. Kl. er 15.52 og vi har nu tilbagelagt 17.235 km. Men inden vi får set os om er der bestilt billetter til en færge kl. 01.00. Kontoret er et lille enmandsbetjent, hvor manden bag disken har mange jern i ilden på een gang - og også at pille næse - men han aner nok vor tvivlrådighed, for pludselig siger han til mig "du venter her" og Jan tager han med sig - der går rimelig lang tid, men da de kommer tilbage har Jan stort smil på "JA så har vi købt billetterne " siger han og fortæller at de har været rundt på hele havneanlægget på knallert (Jan bagpå). På havnekonteret og betale havneafgift 25 euro og ned og vise hvor vi kører ind og hvilken bås vi skal vente i !!! Så selv med meget lidt forståeligt engelsk er vi ikke i tvivl om hvor og hvordan - nu er det bare om at få tiden til kl. 01.00 at gå. Vi bliver i byen og kikker på den enorme trafik fra alle færgerne imens spændingen stiger. Nicolai snakker som en grammofon og beroliger sin søster med disse strofer: Der er ikke noget at være bange over, for efter det med Titanic er der redningsbåde til alle - det er selvfølgelig ærgerligt med camperen, men den har vi abonnement på, så den får vi erstattet!!! - jamen så burde al nervøsitet da være manet til jorden?

Torsdag 31/8: Vi afsejler nogenlunde til tiden, og folk der ikke går til ro i kahytterne lægger sig overalt på øverste dæk rundt om swimmingpoolen iført varme trøjer og sovepose og indendørs på sofaer også. Vi er stadig lidt overfriske og må rundt og se det hele - det er en stor flot færge og der mangler ikke noget - inden vi ned til bilen og lægger os - sejlturen er påregnet et sted mellem 9 - 14 timer.

Nicolai der ellers ikke er A menneske vågner kl. 7.00 og insisterer på at komme op på dækket og se hvad der sker - det gør "De" så!. Jeg fornemmer det er begyndt at blæse op og et blik ud af vinduet på bølger og skumsprøjt bekræfter kun mine anelser. En søsygetabel. og tilbage i køjen. Kl. 11.30 sejler vi i havn, i Bari, efter 10 timer så det er ok, og uret stilles 1 time tilbage. Kører ud langs kysten og ender i Vasto, hvor vi også har været tidligere - her er en god overnatningsplads som vi hurtigt finder hen til. Et tivoli ligger bagved og her hygger børnene sig lidt om aftenen inden KULDEN bliver for slem - ja vi kender næsten ikke ordet, men her i Italien er vi nødt til at finde jakkerne frem. Vi har været vant til 35 - 40 gr, og nu er det vel ca. 22 gr. om aftenen.